”Lokalstafetten”, november 2009

Direktør for Danmarks
største hestehospital

Navn: Michael Hansen
Privatadresse: Ruevej 43, 5462 Morud. Se på kort Klik her
Alder: 50
Job: Direktør, dyrlæge
Familie: Gift med Nanna og far til fire: tre drenge på 12, 15 og 19 og en pige på 15
Firmaadresse: Højgård Hestehospital, Rugårdsvej 696, 5462 Morud. Se på kort Klik her
Mere information: Læs mere på Wikipedia, eller besøg klinikkens hjemmeside

Michael har fået stafetten af stafetholderen fra maj 2009, Bo Møller Hansen, der gerne vil høre mere om tilblivelsen af vores lokale hestehospital – Danmarks største af slagsen – og om direktøren selv, der bor i en gammel, bevaringsværdig gård i Rue.

Direktør, dyrlæge, gårdejer … Han knokler – undskyld udtrykket – som en hest og er levende optaget af livet i Morud, Bredbjerg og Rue. Denne måneds stafetholder er Michael Hansen.

10 spørgsmål fra Bo Møller Hansen til Michael Hansen:

1. Hvorfor flyttede I i sin tid til Rue? Der er jo ingen af jer, der er fynboer …
- Vi flyttede til Fyn, fordi vi her følte, at vi her kunne opnå den højeste livskvalitet for os selv og vores børn. For alle, som flytter, er det vel en beslutning, som kræver mange overvejelser og prioriteringer. For os betyder social integritet og menneskelige relationer meget, men også de kulturelle tilbud i Odense og naturen spillede en stor rolle. Når man er født et sted, hvor der står bøgetræer uden for vinduet, så savner man det, hvis ikke de er der. Samtidig havde vi også her begge to mulighed for at få indfriet nogle af vores faglige ambitioner som henholdsvis tandlæge (Nanna) og dyrlæge.
- At min farfar drev Blommenslyst Kro i 30 år har givetvis også været faktor, som ubevidst har gjort, at jeg følte et vist tilhørsforhold til egnen.
- Vi kiggede efter en mindre landbrugsejendom omkring Langesø. At det blev Rue var et tilfælde. Jeg kørte forbi en dag, hvor Tove, som er født på gården, havde sat et papskilt i hækken med "til salg". Ejendommen havde alt, hvad vi drømte om, så det blev den.

1. Naturen og specielt skoven er helt unik. Jeg glæder mig dagligt over det.
2. Jeg synes, at Morud/Rue/Bredbjerg er et samfund i social balance. Jeg føler mig tryg på mine børns vegne, og det betyder rigtig meget for alle forældre.
3. Morud er en by, hvor mange gerne vil gøre noget for andre. Jeg har selv haft fornøjelsen af at træne fodbolddrenge i en årrække. Opbakningen og det, man får igen - uanset om det er gennem idrætsforeningen, solsikkefesten eller andre tiltag - er en glæde i sig selv.

3. Hvordan gik det til, at du med flere startede hestehospitalet Højbjerg? Prøv at beskrive opstartsprocessen.
- Oprindelig var vi 3 dyrlæger og en deltidskontorhjælp, som boede til leje hos en af mine kolleger på hans fødegård i Næsbyhoved-Broby. Her havde vi mulighed for at røntgenfotografere heste og lave ambulante behandlinger. Efterhånden som vi fik mere at lave, begyndte også en efterspørgsel efter ydelser, som vi ikke havde mulighed for at udføre, herunder operationer. Vi besluttede derfor at kigge efter et egnet sted at indrette et hestehospital. Helge og Rigmor, som boede i Rue på det tidspunkt, henvendte sig og spurgte, om vi var interesseret i Højgård ved Bredbjerg, da Helges far var død, og gården med 20 tønder land skulle sælges. Vi købte stedet – vel at mærke på et tidspunkt inden verden, økonomien og jordpriserne gik af lave.
- Så stod vi der med gården og en masse visioner, men ingen klar plan over, hvad vi skulle gøre. Det nemmeste havde været at ringe efter en arkitekt og en entreprenør, men det havde vi under ingen omstændigheder penge til. Heldigvis havde vi en klient, Aksel, som havde lavet noget reparationsarbejde på klinikken i Næsbyhoved-Broby. Vi spurgte, om han ville være med til at bygge en bondegård om til et hestehospital, og det mente han ikke ville være noget problem. Således opmuntret slog vi nogle streger på et A4-ark og drog op til teknisk forvaltning i Søndersø og forelagde sagen.
- Jeg ved ikke, hvor meget ros eller anerkendelse, man får, når man arbejder i en teknisk forvaltning. Men jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke den gamle tekniske forvaltning i den daværende Søndersø kommune for en utrolig tålmodighed, hjælpsomhed og professionel kompetence. Det kan ikke være kommunens nemmeste job.
- En del tid brugte jeg i Sverige og Tyskland for at få inspiration til klinikken - og så gik vi i gang. Vi og Aksel brugte de to næste år - og en god del af vores fritid - på at brække gulv op og køre brokker ud og mure boksvægge op, indtil vi var klar til indflytning i 1999.

4. Jeg ved, at I startede i det små, og siden er vokset til en ganske betydelig virksomhed i jeres branche. Hvordan har vækstperioden været?
- Mens vi byggede, ansatte vi en dyrlæge mere, så vi var 4 dyrlæger i alt ved indflytningen i 1999. Nu er vi 9 dyrlæger og ca. 30 alt i alt her i 2009. Vi er Danmarks største hesteklinik, og det har været en fantastisk spændende proces, men ikke problemløs. Vi har aldrig lært noget om ledelse eller forretningsmæssig drift. Heldigvis har vi været forsigtige investeringsmæssigt, og det kommer os vel til gode specielt i disse tider. Til gengæld måtte vi ty til professionel hjælp for at få styr på driften af virksomheden. Mens vi havde travlt med at kigge på patienterne overså vi fuldstændig at personalet havde nogle basale behov for ledelse, information og almindelig omsorg. Vi hyrede firmaet Hildebrandt og Brandi, og med Søren Brandis hjælp fik vi sat struktur på vores virksomhed og dagligdag. Jeg har fået jobbet som direktør og bruger nu en del af min tid på ledelse … men nemt er det sgu ikke.

5. Kan I klare alt inden for heste, eller har I specialer ligesom privathospitaler?
- Som i den humane sektor kommer der hele tiden nye diagnostiske tiltag. Vi kan lave næsten alt og har som den eneste klinik i Danmark mulighed for at lave scintigrafiske undersøgelser. Det er en teknik, hvor et radioaktivt stof sprøjtes ind i blodåren og så efterfølgende opkoncentreres, hvor der er forøget knogleaktivitet som ved revner, brud og andre læsioner af knoglestrukturerne. Vi samarbejder med OUH i processen og er så heldige at have en af Danmarks dygtigste radiografer på dette område ansat, Christina Baun, som bor i Bredbjerg.

6. Hvordan er det at eje en gammel og fredet gård? Hvilke restriktioner er man underlagt, og hvilke økonomiske tilskudsmuligheder giver det?
- At eje en gammel gård er fast arbejde. Det ved alle, som har en. Vores gård er fra 1749, men er ikke fredet. Vi kunne sikkert godt søge og måske får den fredet og dermed få mulighed for at få tilskud til vedligeholdelsen. Men omvendt så sættes der også visse rammer for, hvad man må og skal, så vi har valgt selv at gøre det - og så må det komme hen af vejen, som økonomien er til. På den anden side føler vi at det er et enormt privilegium og en forpligtelse at bo på sådan en gård, så vi håber, at vi er i stand til at vedligeholde og bevare den for eftertiden.

7. Mange siger, at lokalmiljøet i Rue er noget helt særligt. Fortæl om det.
- Jeg synes, Rue er noget særligt. Der bor her nogle mennesker, som jeg sætter meget højt. Som alle steder er også Rue et samfund under stadig forandring og udvikling. Nogle rejser, og nye kommer til. Nogle mennesker vil du ganske naturligt have et større interessefællesskab og værdigrundlag med end andre. Men der vil altid være noget særligt ved et lille samfund som Rue.
- Den store forskel i forhold til at bo i en større by er, at man ved, hvem alle er, og at der altid er nogen, som føler ansvar og holder øje med den enkelte beboer. I et samfund som Rue er risikoen for, at nogen kommer til at leve en isoleret og ensom tilværelse væsentlig mindre, end hvis man boede i lejlighed i en storby.

8. Hvor belastende er det egentlig, at I har grisefarmen så tæt på byen?
- Jeg føler ikke, at grisefarmen er en daglig belastning. Med den nuværende størrelse er det kun i begrænsede perioder, at vi som sådan påvirkes af gylletransporter og udspredning.

9. Hvilke ønsker har du for Rue/Morud-området, som du gerne vil viderebringe til vores lokale politikere her ved kommunalvalget?
- Med kommunalreformen fik kommunerne ansvaret for miljøet. Samtidig er mange virksomheder - herunder vores egen afhængig - af en velvillig indstilling fra kommunen for at kunne ekspandere og udvikle sig. Jeg kunne ønske mig en politisk sammensætning, som ville prioritere det langsigtede ansvar for miljøet, beboerne og kulturværdierne højest - og samtidig kunne sikre en bæredygtig udvikling for alle erhvervsgrupper.
- Og så har jeg set, at Langesø Gods har nogle skovejendomme til salg. Mon ikke man relativt enkelt kunne købe 10 meter skov langs Rugårdsvej, så vores børn kunne få en sikker cykelsti til og fra skole?

10. Hvem sender du stafetten videre til og hvorfor?
- Jeg vil gerne give stafetten videre til Dan Jørgensen fra EU-parlamentet. Primært fordi jeg er nysgerrig efter at høre historien om, hvordan en Moruddreng som han er nået dertil, hvor han er? Og om hvordan han ser på det lokalpolitiske billede her i kommunen? Hvem bestemmer hvad? Hvem har størst indflydelse på livet i Morud - er det EU, folketinget, regionen eller kommunen? Hvem bestemmer f.eks. hvilken miljøpolitik, der føres her i vores område? Og skal man stemme på samme parti landspolitisk som ved kommunevalget, eller er det bedre at stemme på en lokalpolitiker fra Morud uanset partifarve? Samtidig kunne det være interessant at høre om livet bag facaden i parlamentet.
- Jeg synes, det er flot, at Dan Jørgensen stadig har en interesse i livet i Morud og omegn.

Gården i Rue er fra 1749 danner rammen om Michael og Nannas aktive familieliv – med naturen lige uden for døren og alligevel tæt på storbyen Odense. I bedste doktor Dyregod-stil har Michael sendt os et fællesbillede af familiens hund og kat, der tilsyneladende har det storartet sammen.

15.11.09

Læs mere om lokalstafetten. Klik her

Tilbage

Morud.dk

Til toppen