Så er det første år for den nye bestyrelse i Morud Borgerforening gået.
Hermed et lille tilbageblik på året der gik. Vi fik igen liv
i en gammel tradition i Elledalen - Sankt Hans fest.
Vi prøvede et nyt initiativ, fællesspisning med medbragt mad. Vi havde gang i
grillen og trods et blæsende vejr, blev bøfferne gennemstegte.
Hvis I ikke havde mulighed for at deltage, så er muligheden der igen til næste Sankt Hans. Til selve bålet var der stor opbakning med et superflot fremmøde.
I december tændte vi byens juletræ ved centret. I forsamlingshuset inviterede vi indenfor til julestue. Det blev en stor succes med rigtigt mange julestande, hvor man kunne få alt fra sutsko til diverse nisser og dekorationer. Endvidere kunne man købe årets juletræ eller blot spise lidt julegodter og hygge sig i den dejlige julestemning. Julemanden dukkede sørme også op med poser til børnene.
Februar bød på fastelavnsfest i forsamlingshuset. Rigtigt
mange børn kom i flotte udklædninger.
Der blev slået katten af tønden, og der var besøg af en klovn. Udover disse
traditionelle arrangementer, har vi tillige involveret os i flere nye tiltag.
Morud Borgerforening er blevet repræsenteret i en arbejdsgruppe, der arbejder på en forskønnelse af området / krydset ved centret og Brugsen. Vi deltager med 2 repræsentanter, der begge arbejder hårdt med en forbedring af denne lidt sorte plet i vores by.
Naturlegepladsen ved friluftsbadet er blevet overtaget af
Morud Borgerforening. Med legepladsen fulgte den meget ihærdige arbejdsgruppe
bag legepladsen. Det er faktisk denne gruppe, som gennem et stort arbejde har
skabt nogle helt fantastiske rammer ved friluftsbadet. Morud Borgerforening vil
fremover støtte denne gruppe, så legepladsen
bliver udviklet og vedligeholdt.
Men ovennævnte aktiviteter og nye tiltag kræver opbakning fra Morud´s borgere. Så går der nogle rundt, som godt kunne tænke sig at give en hånd med ved et arrangement, så er det bare at komme ud af busken. Vi vil meget gerne have et " hjælpe korps" der kan trækkes på ved de praktiske opgaver, så giv blot en melding til en i bestyrelsen hvis det er dig.
Desuden vil Morud Borgerforening i den nærmeste fremtid komme rundt i byen for at hverve nye medlemmer til foreningen. Så tag godt i mod os og vær klar til et medlemskab.
For et yderst rimeligt årskontingent, kan du være med til at skabe samhørighed og nye initiativer i Morud.
|
|
Morud.dk - akivet |
| Opdateret 02. januar 2012 |
|