
Læs beretningen fra MI's generalforsamling
Her kan du læse formand for Morud Idrætsforening Preben Jensens beretning på foreningens generalforsamling den 23. maj 2006:
Formandens beretning
ved hovedgeneralforsamlingen i
Morud Idrætsforening
23. maj 2006
Idrætslivet og det sociale samvær i foreningen har haft gode betingelser i det forløbne år, hvor vi har været begunstiget af ekstraordinære indtægter fra vores sponsorcykelløb Tour de Morud og det som altid velkomne overskud fra Solsikkefesten, som var udvidet med Loppemarkedet.
Begge disse arrangementer var smukt lagt til rette, da jeg satte mig i formandsstolen, og blev afviklet særdeles godt, hvorfor årets økonomiske grundlag allerede blev sikret i sommerperioden.
Imellem arrangementerne havde jeg fornøjelsen at udnævne Klaus Ølund-Larsen - vores hovedkasserer igennem en meget lang periode - som foreningens æresmedlem.
Arbejdet i hovedbestyrelsen kom godt i gang med ny formand, næstformand og sekretær, som hurtigt fandt fodslag med de 8 afdelingsformænd og repræsentanterne fra Langesøhallen, Folkeoplysningsudvalget, Søndersø Sportsring og Vitalitet. I løbet af foreningsåret har været afholdt 5 møder med stor mødedeltagelse og som oftest med en god dialog om mange skiftende emner. En af dialogerne udviklede sig beklageligvis så skævt, at næstformanden valgte at nedlægge sit arbejde.
Af de opgaver, som vi har arbejdet med, vil jeg først omtale
Projekt 13:30
Gymnastik Afdelingen er i evig fornyelse, arbejder med høj kvalitet og tiltrækker dermed mange nye medlemmer. I indeværende sæson overstiger medlemstallet nu 450. Succesen er så stor, at afdelingen er i pladsproblemer på Havrehedskolen, hvor en stor del af aktiviteterne er henlagt.
Vore afdelinger Håndbold, Badminton, Volleyball og Fodbold er flittige
halbrugere, hvorfor gymnastik alene er tildelt få timer i hallen, men dog har
fået brugsret til et tidligere mødelokale, hvor spinning-udøverne trænges.
Samme lokale gav Bridge Afdelingen fra sig og flyttede ind i to sammenlagte
mødelokaler på 1. sal. Med nød og næppe klarer bridgespillerne - i år 64
medlemmer - at komme til spillebordene ved også at anvende gangarealet uden for
lokalet. Dette miljø har tillige vist sig træls for kortspillerne at opholde
sig i, idet der er meget store temperaturforskelle og træk. Afdelingen har
dermed ingen mulighed for at udvikle sig yderligere.
Ved anvendelse af mødelokalet på 1. salen til sit oprindelige formål,
står kortbordene sammenpresset lang væggene for at give plads til et
mødebord, hvilket heller ikke er ideelt.
For at gøre mødevirksomhed mere hyggeligt henlægges flere møder derfor til
cafeteriet, hvortil brugerne af hallen samtidig har adgang. Også lidt
problematisk.
De fleste af problemerne var kendt allerede for et år siden, hvor den afgående formand i sin årsberetning tilskyndede det nye forretningsudvalg at kaste sig ud i arbejdet for at skaffe en udbygning af hallen.
Allerede da var gode kræfter i Morud Lokalråd i gang med at få etableret en fritidsklub for børn i 4.-7. klasse, ligesom dagplejemødrene råbte på faciliteter til legestue.
Under indtryk heraf blev foreningens tanker om et fælles projekt til sporten, fritidsklub, legestue og aktivitetshus formet under arbejdstitlen Projekt 13:30 - hal(v) to - som sigter mod en tilbygning til Langesøhallen.
Allerede før sommerferien 2005 var vi fundet sammen med halbestyrelsen om en hasteaktion, som gik på at få formuleret et byggeprojekt, som ville kunne tilgodese den tilsigtede fællesløsning for lokalsamfundet. Vore kompetente medspillere i byggebranchen kunne imidlertid ikke helt og fuldt komme med et udspil før en af os sat deadline, som ville give de kommunale myndigheder muligheder for at kende til ønskerne op til budgetlægningen.
Derefter tog vi kontakt til Morud Lokalråd, som tog særdeles godt imod tankerne, som nu var nedskrevne. - Sammen med lokalrådets formand Kristian Kyed har vi siden været i tæt samarbejde om at fremme Projekt 13:30, som vil tilgodese hele byen og opland.
Af samme grund har vi mange positive kommunalpolitiske tilkendegivelse, herunder fra medlemmer af det nye sammenlægningsudvalg.
Fritidsklub og legestue er presserende behov og bør løses straks i
midlertidige lokaler, indtil tilbygningen til hallen etableres og sporten -
herunder ældreidrætten - legestue, fritidsklub og aktivitetshus, samles.
Meget har været i spil for at tilgodese fritidsklub og legestue - Åses Gård?
- nej tak! - etablering af midlertidige lokaler hertil i lejet pavillon på vort
klubanlæg? - projektet er kendt i Søndersø Kommune, men er ikke fremmet.
Legestuen har for nylig fået plads i den tidligere børnehave på Dalvej. Her synes det indlysende muligt at åbne fritidsklubben, når kommunen vælger at finde penge til behovet, som er dokumenteret at udgøre mindst 40 børn. - Der gøres aktuelt overvejelser herom i kommunal regi.
Under et fællesmøde her i foråret mellem lokalråd, hal og idrætsforening er formuleret behov for udbygningen af hallen. Efterfølgende har arkitekt Per Kyed, Odense, taget opgaven på med at udarbejde en skitse over tilbygning til hallen. Skitsen forventes snart fremlagt.
Projekt 13:30 er altså slået i gang!
Jeg vil nu gå videre med nogle
Økonomiske betragtninger
vel vidende, at efter min beretning vil kassereren fremlægge foreningens regnskab for det forløbne år.
Vor forening er som bekendt bygget op som en paraplyorganisation bestående af en hovedforening hvorunder hører 8 afdelinger, som hver er ansvarlige for egen økonomi. Hovedforeningen skaffer sig indtægter ved arrangementer og sponsorater og støtter med disse midler de af afdelingerne, som har brug herfor. Der føres budgetter hele vejen rundt, således at hver afdeling kender sine økonomiske rammer for det kommende år.
Indledningsvis har jeg løftet sløret for, at indeværende år har givet hovedforeningen tilstrækkelige indtægter til, at alle de budgetterede tilskud til afdelingerne har kunnet indfries.
Blandt de mange opgaver, som tilskuddene er givet til, vælger jeg at pege på det nye tag på klubhuset. Fodboldafdelingen lavede arbejdet og materialekøb kom som tilskud fra hovedforeningen.
Et pænt stort beløb er gået fra vor Rejsefond til ungdom i fodbold, håndbold og gymnastik, hvis rejseaktivitet til stævner mv. har opnået tilskud med samme beløb, som deltagerne har betalt.
Aktuelt og dermed i nyt regnskabsår er vi på vej med at shine vort udvendige lagerrum ved hallen op med en ny beklædning, som en af vore trofaste støtter har lovet at sætte op. Videre har vi netop fået tilsagn om kommunal støtte til udskiftning af brusere mv. i vort omklædningsrum mod, at vi betaler 25 % af udgiften. Vi budgetterer med 25.000 kroner til disse projekter.
Af de halbrugende afdelinger er især håndbold, men også fodbold, badminton og volleyball hårdt spændt for økonomisk, og har derfor brug for årlige tilskud fra hovedforeningen. Og generelt er afdelingernes forbrug hen ad vejen vokset - hvilket ingen problemer har givet hidtil, idet det er lykkedes at skaffe indtægter hertil ved forskellige arrangementer som Solsikkefest, cykelløb, Merlin Cup mv. Uden tilsvarende indtægter vil det nuværende forbrugsmønster æde vor kassebeholdning op på mindre end 2 år.
Under indtryk heraf ser vi med stor alvor på, at formændene for de indtægtsgivende aktiviteter har "sagt op" uden at det hidtil er lykkedes os at finde deres afløsere. Ole Hartung har meddelt, at han trækker sig nu som formand for Aktivitetsudvalget og det samme gør Mariann Keis som formand for Solsikkefestudvalget, når byfesten er afviklet her i sommer. Begge har igennem en årrække gjort et helt fortræffeligt arbejde for foreningen.
Naturligt nok standser vi så op nu og begynder at smage på tingene. Er det for eksempel i orden, at Håndbold Afdeling - i Håndboldfællesskabet med Veflinge Idrætsforening - med sine 77 medlemmer skal have et tilskud på 75.000 kroner? Skal kontingentet sættes op over en bred kam - eller måske alene for visse idrætsgrene? Skal reglerne for Rejsefonden ændres til, at hovedforeningen betaler mindre en 50% af deltagerbetalingen? Osv. - Ja, vi har mange sten, som vi kan vende i denne situation.
Inden sommerferien vil der derfor blive afholdt et udvidet budgetmøde med afdelingerne.
Videre vil jeg omtale nye tilskudsregler for foreningslivet i storkommunen kaldet
Byordning for Ny Bogense Kommune
som aktuelt er under politisk behandling.
Sammenlægningsudvalget har nedsat en Styregruppe for at få udarbejdet et oplæg til ens tilskudsregler for samme idrætsvirke. Styregruppens responsum blev præsenteret for foreningerne under et fællesmøde i Bogense for godt en måned siden.
Ifølge oplægget, som er beregnet på 2004-tal, står vi med vore 8 afdelinger til samlet at få forbedret vore driftsudgifter med 75.000 kroner fra 2007.
Den væsentligste årsag hertil er, at Styregruppen anbefaler, at halleje fremover koster 200 kroner pr. time, hvor vi i dag betaler 315 kroner, men hvor vi omvendt skal betale alle driftsudgifterne til vore 3 sæt bygninger, nemlig friluftsbadets bygning, klubhuset og omklædningslokalerne ved hallen. Disse udgifter får vi aktuelt dækket fuldt ud.
Oplægget siger videre, at storkommunen vil yde aldersafhængigt tilskud til lokaler, nemlig 75% for unge under 25 år - dog 90% for halleje til disse unge - og måske 50% for medlemmer over 25 år.
Dertil kommer medlemstilskud på 120 kroner pr. medlem under 18 år og 60 kroner pr. medlem mellem 18 og 25 år. Disse beløb kan dog variere fra år til år.
Som noget nyt for os arbejdes med et aktivitetstilskud, som er kendt i
Otterup Kommune.
Pr. mødegang kan fås op til 30 kroners tilskud, hvilket forudsætter, at
deltagertallet er på 11 eller mere. Beløbet halveres ved deltagelse mellem 5
og 10 personer og bortfalder ved deltagelse mellem 0 og 4 personer.
Med disse værdier skulle Morud Idrætsforening således samlet spare ca. 75.000 kroner målt ud fra vort virke i 2004.
Vi krydser meget fingre for, at dette bliver virkeligheden, men desværre har vi ikke selv kunne regne os frem til samme beløb. Vi har under fællesmødet bedt om Styregruppens regneark, men fik nej. Med i vore beregninger er medregnet de afholdte kommunale driftsudgifter på vore bygninger, hvilket materiale vi har fået fremlagt ved påkrav.
I vort høringssvar til storkommunen har vi derfor bl.a. skrevet: Det har ikke været muligt for at regne os frem til Styregruppens tal, som vi derfor betragter som fejlbehæftede. Af samme grund kan vi ikke kommentere de valgte principper.
Dog bad vi i høringssvaret om indførelse af et medlemstilskud på 60 kroner til medlemmer fyldt 60 år, hvorved kommunen vil bekræfte sin vitale interesse i at give seniorer gode idrætslige foreningstilbud - til styrkelse af sundhed og samvær. Endelig pegede vi på likviditetsmæssige forhold i svaret.
I øvrigt anbefaler Styregruppen i sit oplæg kommunalt tilskud på 75% til småanskaffelser over 1.500 kroner og sigter mod, at Folkeoplysningsudvalget får en pulje på 400.000 kroner til små og mellemstore vedligeholdelsesopgaver med tilskudsmulighed 50%.
Større anlæg og investeringer kræver konkret kommunalt tilsagn.
Sammenlægningsudvalget skulle få Byordningen til sagsbehandling den 1. juni.
Da vi i foreningen ikke sælger skindet, før bjørnen er skudt, nøjes vi med at være skeptisk forventningsfulde.
Til sidst
vil jeg gerne sige tak til vore sponsorer, herunder specielt OK Benzin for kolde kontanter og Nybolig, Palle Jensen i Tarup for 152 sponsorjakker til lederteamet. Tak for samarbejdet med kommunale myndigheder og politikerne. Tak til pressen for opsøgende og engageret journalistik. Tak til Jon Rasmussen, der som webmaster på www.morud.dk sørger for at få vore informationer på nettet. Tak for det flotte samspil med Morud Lokalråd om Projekt 13:30. Tak til Langesøhallen for opbakning til samme projekt og for det daglige værtskab.
Og til alle ledere og hjælpere: I er en vigtig del af vinderholdet, Morud Idrætsforening.
Preben Jensen
22. maj 2006
|
|
Morud.dk - akivet |
| Opdateret 02. januar 2012 |
|