i Fyens Stiftstidende den 17.02.2004
Kristoffer har et godt tag på taget
FREMTID: Stråtækt idyl er Kristoffers liv. Han bliver Fyns første uddannede tækkemand
LANGESØ: - Jeg faldt igennem taget, første dag jeg var på arbejde, fortæller 21-årige Kristoffer Andersen.
Alligevel fortsatte han sin lærlingetid hos tækkemanden Per Keis. Og nu bliver han i slutningen af marts Fyns første uddannede tækkemand.
Indtil nu har vejen til titlen som tækkemand været ligetil.
Synes du selv, du kan finde ud af at tække et tag, ja, så er du tækkemand. Og bliver dit arbejde godkendt af Dansk Tækkemands Laug, så er det faktisk så godt, som det kan være. Altså indtil nu, hvor det første kuld håndværksuddannede tækkemænd med Kristoffer Andersen i spidsen ser dagens lys.
Tag ved et tilfælde
At taget blev Kristoffers fremtid var lidt af et tilfælde. Efter at han
havde overstået grundforløbet på tømrer-uddannelsen, vidste han ikke, hvad
han skulle.
Tilfældigt kom han i kontakt med Per Keis.
- Han havde brug for et ekstra sæt hænder til at tække stormskadede huse, og jeg ville gerne prøve noget andet, siger Kristoffer Andersen.
Trods sin uheldige start gennem taget, blev han bidt af arbejdet med strå, skovl og sivbundter.
- Husene er jo aldrig ens, og det er stråene heller ikke. Det er virkelig et håndarbejde, der vil noget.
At det også er svært, vil Kristoffer gerne erkende.
- Det tog mig et år, inden jeg kunne tække selv.
Hyggeligt arbejde
Men nu, efter godt tre år har han lært det så godt, at han efter
svendeprøven, der er 50 kvm af et tag på Fjællebjerg, som den første på Fyn
får papir på, at han har taget på taget.
Til september følger kollegaen Tonny Nielsen i hans spor. De to går og hygger sig, mens de lægger siv på siv og lægger det på plads med en skovl.
- Det hedder det altså, erklærer Tonny Nielsen.
Han synes så godt om arbejdet, at hans svendeprøve bliver at tække taget på hans eget hus.
Ligesom for Kristoffer Andersen er det afvekslingen i opgaverne, det, at være udendørs, og så udfordringen i altid at gøre et ordentligt stykke arbejde, der holder Tonny Nielsen til ilden.
- Udhæng og kviste er aldrig ens, og rørene er heller aldrig de samme.
Der bliver uddannet 10 tækkemænd i Danmark i år.