i Søndagsavisen den 22.8.2004
En sjælden tækkelig lærling
Selv
om tækkefaget har
eksisteret i århundreder,
har det først nu fået sin
egen uddannelse
Tækkemænd nu med svendebrev
Det ældgamle tækkefag har først for nylig fået sin egen uddannelse
![]() |
| Foto: Alex Tran |
| En af Danmarks første tækkemandslærlinge, Tonny Wartau Nielsen (th), sammen med sine læremester, Per Keis. De er enige om, at de begge har lært noget af hinanden. |
Af Sten Tolderlund
Stråtækte tage har eksisteret i århundreder, og lige så længe har der
været tækkemænd. De har hidtil udelukkende lært faget af andre uden at
gennemgå en egentlig uddannelse.
Men nu har tækkemændene fået deres egen uddannelse med svendebrev som synligt
bevis.
En af de første, som bliver færdig, er den 34-årige Tonny Wartau Nielsen
fra Aarup på Fyn, og han har ikke fortrudt, at han blev tækkemandslærling:
»Det er et spændende og udfordrende håndværk, og så er det et dejligt frit
arbejde med masser af frisk luft,« siger han.
Tonny Wartau Nielsen er uddannet social- og sundhedshjælper, men husstøvmider
satte en stopper for arbejdet.
Efter to år med eget hjemmeservicefirma så han tilfældigt, at tækkemand Per
Keis i Morud søgte en mand, og det, syntes han, lød godt.
»Jeg havde arbejdet hos Per Keis i to år, da uddannelsen blev indført, og jeg
fik lyst til at komme i lære og få svendebrev. Det syntes min mester også var
en god idé, og så kom jeg i lære hos ham.«
»Det er interessant at have en lærling,« siger Per Keis.
»Tonnys skoleophold gør, at han bidrager med nye ting, og vi er derfor kommet
til at snakke stråtag på en anden måde end før. Det er ikke kun ham, der har
lært af os. Vi har også lært af ham. Noget af det, han er kommet med, har vi
taget til os, andet ikke. Der er var nogle arbejdsrutiner, som godt kunne
ændres,« fortæller tækkemesteren.
Uddannelsen varer tre år og 10 måneder og veksler mellem praktik hos en
tækkemand og skoleophold, først på teknisk skole og siden på Den Jyske
Håndværkerskole i Hadsten, hvor tækkemandsuddannelsen for hele Danmark er
placeret.
Tonny Wartau Nielsen har aflagt den afsluttende svendeprøve på sit eget hus,
og 17. september skulle han få svendebrev.
Han er blandt landets første 10 nyuddannede tækkemænd, og han ser masser af
fremtid i faget, selv om det er gammelt.